Nørreådalen - Landskabsobservatorium

Landskabsråd i Nørreådalen

Samarbejdet om landskabsstrategien 'Nørreådalens Fremtid' bliver nu videreført med et nyt landskabsråd, der kommer til at bestå af lodsejere, repræsentanter for lokalsamfund og foreninger, lokale politikere og Naturstyrelsen.

De internationale og nationale mål, der er opstillet for klima, vandmiljø og biodiversitet, sætter ofte en anden dagsorden end de ønsker og forventninger, som lodsejerne kan have til, hvordan ådalen skal udvikles. Derfor er planlægning og viden helt afgørende forudsætninger for, at det videre arbejde med den grønne omstilling i ådale og lavbundsområder kan lykkes. Det kommende landskabsråd får til opgave at være drivende for en samlende planproces i ådalen og får status som rådgivende i forhold til byrådene i hhv. Randers, Favrskov og Viborg kommuner.

Samarbejdet har modtaget en bevilling på 850.000 kr. fra partnerskabet Plan22+, som består af Plan- og Landdistriktsstyrelsen og den filantropiske forening Realdania+. Plan 22+ og projektet i Nørreådalen skal undersøge og vise, hvordan fysisk planlægning kan bidrage til at indfri klimamålsætninger, samtidig med at der sikres rammer for at udvikle velfungerende byer og landområder med høj livskvalitet for mennesker. Universiteterne måler og afrapporterer bl.a. den socioøkonomiske effekt.

Danmarks første Landskabsobservatorium

Nørreådalen søges oprettet som Danmarks første 'landskabsobservatorium' i tråd med ambitionerne i landskabsstrategien under den Europæiske Landskabskonvention. Landskabsobservatoriet skal bidrage til at understøtte landskabsrådets faglige arbejde og rådgive byrådene og landskabsrådet. Observatoriet sammensættes af forskere fra Københavns og Aarhus universiteter, repræsentanter for landskabsrådet, de deltagende kommuner og Naturstyrelsen.

Økonomi

Projektperiode:   2023 - 2025
Projekt finansiering:
Private midler: Realdania 850.000 kr.
Offentlige midler: 900.000 kr. 
Københavns Universitet, Viborg,
Randers and Favrskov Kommuner
Projekt sum: 1.750.000 kr.

Kontaktperson

Jørgen Jørgensen
Viborg Kommune
Mail: jojo@viborg.dk
Tlf. +45 8787 5569