Fælles initiativ løfter naturpleje:­ Landmænd på Gjøl deler slåningsredskab til strandengene

LIFE IP Natureman kunne d. 22. maj sætte et slåningsredskab i gang med at slå under hegn på strandengene ved Gjøl. En indsats, som kan løfte det store behov for at få slået under de mange meter hegn, som der opsættes i projektet.

Justering af redskabet – før der kunne køres løs i det lange græs.

I LIFE IP Natureman kan flere landmænd gå sammen om at dele et redskab. Dette har landmænd gjort på Gjøl, hvor redskabet er i ”stald” hos Gjøl Strandenge Koklapperlaug”. Koklapperlauget er ansvarlig for, at redskabet står til rådighed for alle brugerne i Natura 2000 område nr. 15 på den nordlige side af Limfjorden.

Helt praktisk laves der en udlånsaftale med den ansvarlige aktør – og vi ser gerne, at flere kan få glæde af denne mulighed i projektet, siger Marianne Fisker, som er projektleder og tovholder på indsatsen.

D. 11. juni afholdes en demonstration ved Skals Å, hvor flere typer slånings-redskaber og maskiner demonstreres. Alle projektkommuners netværk af naturplejere er inviteret. Vi har erfaret, at ikke alle har de samme behov for redskaber. Nogle landmænd og naturplejere har en ATV, andre en traktor eller en minilæsser, hvor et slåningsredskab kan monteres. Derfor vises alle 3 løsninger på dagen. 

Redskabet har en arm, der selv kører udenom hegnspæle.