Naturstyrelsen køber unikt naturområde i Nordjylland

Sjældne arter tilknyttet naturtyper som overdrev, rigkær, enge og egeskov kan nu se frem til mere plads i Nordjylland. Naturstyrelsen har købt et naturområde, på 168 hektar, som ligger ved Lindenborg Ådal i sammenhæng med det statslige naturområde Skindbjerglund nord for Rold Skov. Der er afsat 21 mio. kroner til projektet

Naturareal ved Lindenborg å

Det 168 ha store område ligger på kanten af den kuperede Lindenborg ådal, hvor der findes en række enestående naturområder med kalkoverdrev, sure overdrev, rigkær, ferske enge og gamle egeskove. 110 ha af området ligger indenfor Natura 2000 område 18. Der er i området udpeget ca. 2,5 ha med rigkær, 13,5 ha med surt overdrev samt 20 ha med skovhabitat-natur. Området omfatter desuden 18 ha eng-arealer ned mod Lindenborg Å, samt skov og højere liggende græsarealer.

Det nye område ligger i sammenhæng med det statslige naturområde Skindbjerglund nord for Rold Skov. Der er dermed etableret et større sammenhængende naturområde på 225 hektar, hvor der i kommende år både skal udlægges urørt skov og genoprettes natur.

Dele af det nyerhvervede naturområde har i de seneste år været plantet til med juletræer, men skal nu genskabes som overdrev, en af de mest truede naturtyper i Danmark. Der skal gå græssende dyr i hele området på tværs af den urørte skov og de åbne landskaber. Samtidig skal adgangsforholdene til området forbedres, så besøgende kan nyde de storslåede udsigter over ådalen.

Naturstyrelsen vil nu udarbejde en plan for, hvordan området skal forvaltes og udvikles fremover.  

Kort over arealet

Yderligere oplysninger

Bendt E. Andersen
Specialkonsulent
Naturstyrelsen
Mail: bea@nst.dk
Tlf: +45 20 66 82 29