Støtte fra 15. Juni Fonden til projektet ”Videncenter for Naturforvaltning – overblik over eksisterende viden”

Projektet LIFE IP Natureman vil bidrage til opbygning af et Videncenter for Naturforvaltning, der tager udgangspunkt i naturforvalternes praktiske erfaringer og fællesskabets ønsker.

Centret vil arbejde for at opsamle praktiske aspekter af naturforvaltningen, herunder økologiske sammenhænge, virkemidler til inddragelse af frivillige, organisering, plejemetoder og deres effekt på naturtyper og biodiversitet, uddannelse og afsætning af naturplejeprodukter, interessentinddragelse mm.

Videncentret er tiltænkt en fremtidig rolle som omdrejningspunkt for en forbedret udveksling af viden mellem forvaltere, forskere og konsulenter inden for dansk naturforvaltning. Målet er at skabe en platform for erfarings- og vidensudveksling og dermed sikre et højt fagligt niveau og en mere omkostningseffektiv forvaltning. Videncentret tænkes etableret i et tæt samarbejde mellem Miljø- og Fødevareministeriet, kommunerne, universiteter og andre forskningsinstitutioner, virksomheder og interesseorganisationer.

Forud for dette arbejde er det vigtigt at få identificeret og evalueret de eksisterende kilder til viden. De findes i dag i form af en række databaser og hjemmesider om emnet, ligesom en række forskellige aktører over årene har udgivet, rapporter, videnblade, faktaark mv. omhandlende forskellige aspekter af naturforvaltning. Det er i dag vanskeligt at få et samlet overblik over denne eksisterende viden, hvilket reelt betyder, at mange forvaltere ikke har nem adgang til den bedst tilgængelige viden.

Projektet har modtaget støtte fra 15. Juni Fonden på 220.000 kr. til udarbejdelse af en rapport, der samler op på den eksisterende viden og sammenholder den med forvalternes behov.

Yderligere oplysninger

Annita Svendsen
Specialkonsulent, Naturstyrelsen
+45 72 54 35 44 | +45 25 26 95 65
Mail: ansve@nst.dk