God opbakning til udarbejdelse af en helhedsplan for Sdr Onsild enge

Omkring 80 lodsejere var onsdag den 5. februar samlet på Nørbæk Efterskole til det første orienteringsmøde om en helhedsplan for et 2000 ha stort område i Skals ådalen ved Sdr. Onsild.

Naturstyrelsen præsenterede projektet LIFE IP Natureman og hvilke muligheder udarbejdelse af en helhedsplan giver for lodsejerne. Jørgen Primdahl, Københavns Universitet fortalte levende om, hvordan ådalen havde udviklet sig siden istiden. Jesper Blaabjerg fra Landbrugsstyrelsen fortalte om, hvordan en jordfordeling gennemføres i praksis og Mette Møller Ragborg fra Agri Nord orienterede kort om forskellige støttemuligheder.

Lodsejerne var positivt stemt for at arbejde videre med en helhedsplan for området. Næste trin bliver at invitere alle i lokalområdet til at bidrage med ideer til, hvordan de synes området skal udvikle sig. Det offentlige møde om helhedsplanen afholdes i Sdr. Onsild tirsdag den 24. marts 2020 kl 19 i Onsild hallen, Præstemarken 2A, 9500 Hobro. Alle er meget velkomne.

Yderligere oplysninger

Kjeld Lundager Jørgensen
Specialkonsulent, Agronom
Naturstyrelsen Himmerland 
+45 72 54 38 98 | +45 41 15 77 66
Mail: kjelj@nst.dk